Jeg er en passioneret leder og coach med forkærlighed for personlig udvikling. Jeg har en positiv og optimistisk tilgang til livet, hvilket mine bøger også afspejler.
Herudover er jeg mor til tre skønne drenge Christian, Nikolaj og Thomas, som alle hjælper med det praktiske omkring denne hjemmeside, sociale medier, grafisk layout og mange andre opgaver, der løbende dukker op.
Med baggrund i en skilsmisse for en del år tilbage begyndte jeg at interessere mig for, hvorfor der ikke var en tjekliste til alle de ting, man skulle have styr på i forbindelse med en skilsmisse – også alt det udenom selve processen. I forbindelse med en skilsmisse bliver der vendt op og ned på ens liv – også selvom man er indstillet på, at den skal finde sted. Helt kort fortalt skal der skabes en ny identitet, for hvem ønsker man at være, når man ikke længere er gift med sin partner? Hvad skal det nye liv indeholde, og hvordan får man prioriteret det, der er vigtigst, så man lykkes med det?
Med en baggrund indenfor coaching og ledelse, forsøger jeg at bringe en bred indsigt og forståelse for at skabe et godt overblik over hele processen og hjælpe med helt konkrete tiltag, som man kan sætte i værk. Jeg har bl.a. været meget Inspireret af bogen ”Syv gode vaner”, som har ændret mit liv og syn på tingene på en positiv måde af flere omgange. Bogen er bl.a. kendetegnet ved en faseopdelt tilgang, hvor man kan bygge ovenpå, efterhånden som man er klar til næste skridt.
Siden jeg for nogle år tilbage begyndte at overveje at skrive én samlet bog, har jeg talt med så mange forskellige spændende mennesker. Jeg har hørt deres historier – og hold nu op, hvor har jeg fået mange fantastiske beretninger. Derfor besluttede jeg at dele bogen op i fire mere overkommelige bøger, som er målrettet den del af processen, som er relevant for læseren at få mere indsigt i. Jeg har i min research læst, lyttet, og hørt rigtig meget og på den måde tilegnet mig interessant viden, erfaringer og råd, som jeg har indarbejdet i håndbøgerne.
Målgruppen for håndbøgerne er alle voksne med behov og interesse for, at udvikling og positiv forandring finder sted.
Jeg glæder mig til mange flere spændende samtaler i fremtiden.
De bedste hilsner, Inge
Jeg hjælper med SoMe-indhold på Instagram profilen Guide_tocreate, hvor jeg hjælper med at filme og klippe reels og løbende lægge content op, der er relevant i forhold til håndbøgerne. Jeg udarbejder SoMe-strategi, hvor mit mål er at skabe både interessant og relevant indhold, som læserne er interesserede i at høre mere om.
Jeg er et gennemgående og passioneret familiemenneske, som hjælper med hjemmesiden. Jeg har også bidraget med input til udarbejdelsen af håndbøgerne på baggrund af min interesse for mennesker og dets personlige dynamikker. Min inspiration stammer fra faget Organisationsadfærd, et fag jeg har undervist i som Instructor på Aarhus Universitet.
Jeg hjælper med markedsføringstiltag, herunder finde leads til potentielle samarbejdspartnere. Mine undersøgelser viser, at ”skilsmisseuniverset” ofte er meget præget af kvinders tilgang til emnet, hvor min intension også er at vække mænds interesse til at se potentialet i at håndbøgerne er skrevet til alle – uanset køn. Jeg tror især den praktiske trin-for-trin-tilgang i bøgerne, også vil være interessant for mænd.
© 2025 guidetocreate.dk – Designet af Aveo web&marketing